Sorø Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan SK 66 og KP 1-2021, se forslaget  her.

DN Sorø har fremsendt dette høringssvar:

DN Sorø finder, at Sorø Kommune skal udarbejde en samlet overordnet plan for mulig lokalisering af solcelleparker, så dette ikke styres af tilfældige og hurtigt arbejdende kapitalinteresser.

Den kommunale plan skal bygge på indgående analyser af landskabets værdier, så anlægget f.eks ikke kommer til at ligge i områder, som kommuneplanen er udpeget til større uforstyrrede eller sammenhængende landskaber. Så et anlæg respekterer sø og å beskyttelseslinjerne og ikke placeres i fredede eller på anden måde naturbeskyttede arealer. Den overordnede plan skal også tage højde for, om en placering vil påvirke et Natura 2000 område, ligesom en placering naturligvis ikke må have en negativ effekt på en bilag IV beskyttet art.

Endelig vil vi opfordre til, og støtte Sorø Kommune i, at arbejde for en samlet regional planlægning og et statsligt Landsplandirektiv, som de regionale og kommunale planmyndigheder skal rette sig efter ved lokalisering af solcelleparker.

DN Sorø har endvidere mere konkrete ønsker til solcelleparker, som bl.a. drejer sig om afskærmende randbeplantning, faunapassage så både større og mindre dyr kan passere, en respektafstand til § 3 beskyttet natur.

Da ovenstående hensyn ses tilgodeset i forslaget til lokalplan SK 66, har DN Sorø ikke yderligere kommentarer.

hilsen
Niels Hilker
formand for DN Sorø

(fremsendt til Sorø Kommune d. 21. juni 2021)