Hestehavevej
DN Sorø har klaget til Planklagenævnet over manglende landzonetilladelse til terrænregulering på ejendommen Hestehavevej 6, Sorø.Sorø Kommune har d. 27. februar 2019 givet accept af terrænregulering med op til 75.000 m3 på adressen Hestehavevej 6 - matr.nr. 6e og 6f, Fulby By, Bjernede i Sorø Kommune.
DN Sorø mener dog, at den ansøgte tilførsel af jord er en ændret anvendelse, hvilket udløser krav om landzonetilladelse.
Læs videre om sagen nedenfor.
Manglende landzonetilladelse Hestehavevej 6, Sorø
DN Sorø har klaget til Planklagenævnet over manglende landzonetilladelse til terrænregulering på ejendommen Hestehavevej 6, Sorø.
Sorø Kommune har d. 27. februar 2019 givet accept af terrænregulering med op til 75.000 m3 på adressen Hestehavevej 6 - matr. nr. 6e og 6f, Fulby By, Bjernede i Sorø Kommune.
Kommunen vurderer, at jorden udlægges for at forbedre landbrugsudbyttet på de omfattede jorder og derfor er der ikke tale om en ændret anvendelse af arealet, og dermed kræver det ansøgte ikke en landzonetilladelse.
Accepten af terrænreguleringen kan læses her.
DN Sorø mener dog, at den ansøgte tilførsel af jord er en ændret anvendelse, hvilket udløser krav om landzonetilladelse. Det skyldes, at de omhandlede jorder ikke har været dyrket i flere år, efter at mulden for nogle år siden blev rømmet af. Afrømningen skete tilsyneladende som en forberedelse til at modtage jord fra banebyggeriet ved Ringsted. Den gang var planen at tage imod klasse 1 jord.
Ved en gennemgang af luftfotos over ejendommen, er der dog klare indikationer på, at området har været brugt til gravning af råstoffer (grus). Der er tydeligt en sø i området som har nr. 2 på kortet fra kommunen. Afgravningen, som ses tydeligt på luftfotos, har medført, at søen er opstået og nu må være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Søen kan dermed ikke umiddelbart sløjfes med en terrænregulering eller opfyldning med jord. Samtidig fremgår det af luftfotos, at arealet vest for søen i område 2 og i område 1 har sandsynligvis været naturbeskyttet § 3 eng, men er nu forsvundet.
DN Sorø er enig i, at markerne, som de henstår nu, ikke egner sig til landbrug. Det vil tilkørt jord formodentlig forbedre, men det ændrer ikke på, at der er tale om en ændret anvendelse af arealer, der gennem en årrække ikke har været anvendt til landbrug, hvilket kræver en landzonetilladelse.
Samtidig må den naturbeskyttede § 3 beskyttede sø og engarealet ikke fjernes, uden at der etableres erstatningsnatur i forholdet minimum 2:1.
Klagen er fremsendt til Planklagenævnet d. 26. marts 2019 og kan læses her.
Den 15. april 2019 afgør Planklagenævnet, at kommunens afgørelse er påklaget efter § 58, stk. 1, nr. 3, hvorved klagen ikke som udgangspunkt tillægges opsættende virkning, dvs. at ejeren godt kan påføre området store mængder jord uden at afvente udfaldet af klagen. I oktober 2019 kan DN Sorø konstatere at dette er i fuld gang.
Den 19. november 2020 har Planklagenævnet afsagt kendelse om at de ophæver Sorø Kommunes afgørelse og hjemviser sagen til fornyet behandling, se afgørelsen her. Det betyder, at kommunens afgørelse ikke længere gælder. DN Sorø har således vundet sagen mod Kommunen, men kan konstatere, at området nu er totalt planet ud, dvs. at de områder, som DN Sorø mente var beskyttet af Naturbeskyttelseslovens §3, er væk og næppe vil blive genetableret. DN Sorø følger nøje med i Sorø Kommunes fornyede behandling af sagen.
DN Sorø kan d. 25. oktober 2021 konstatere, at vi ikke har modtaget noget fra Sorø Kommune om en fornyet sagsbehandling, selvom der nu er gået næsten et år siden kendelsen fra Planklagenævnet. DN Sorø har derfor bedt om indsigt i Sorø Kommunes aktiviteter siden hjemsendelsen.
Den 1. november 2022 kan DN Sorø igen konstatere, at Sorø Kommune ikke synes at har foretaget en fornyet sagsbehandling på trods af at der nu er gået 2 år siden Planklagenævnet afsagde sin kendelse. DN Sorø har løbende bedt Kommunen om indsigt i om, og i givet fald, hvad der sker på sagen.
Den 1. januar 2024 kan DN Sorø fortsat konstatere, at der ikke er sket noget nyt på området. På mødet mellem Kommunen og Natur og Fredningsgruppen d. 20. juni 2022 fik DN Sorø et kort indblik i dialogen mellem forvaltningen og lodsejeren og kan altså konstatere, at der fortsat resterer et større arbejde, før der sker noget på området.
På mødet mellem DN Sorø i Sorø Kommunes forvaltning d. 13. juni 2024 fik DN Sorø endnu engang en kort gennemgang af sagen, hvor der ikke sker så meget. Ejeren har fået udarbejdet en rapport, som beskriver, hvorfor terrænreguleringen er nødvendig for en landbrugsdrift på området. Kommunen vil angiveligt snarest træffe afgørelse om hvorvidt opfyldningen kan bibeholdes helt eller delvist.
(teksten senest opdateret d. 6. juli 2024)