Carl Johan Corneliussen overtager nattergaleturene på Flommen
Søndag d. 26. maj 2024 holdt Rolf Lehrmann, næstformand i DN Sorø, sin sidste tur som guide på nattergaleturene. Synet og hørelsen er ikke længere god nok til at finde og præsentere fuglene.Men heldigvis er der fundet en absolut værdig afløser, idet guide på turene fremover vil være ornitolog og pressechef i NCC i Danmark, Carl Johan Corneliussen.
Læs mere nedenfor.
Carl Johan Corneliussen, som overtager turene, afholder allerede nu guidede fugleture i såvel Sorø som København, og har lovet at fortsætte i mange år fremover.
Turen d. 26. maj 2024 blev i øvrigt en meget fin tur i pragtfuldt vejr, startende med en flot lysende fuldmåne over Flommen, hvor den enlige nattergal underholdt med sin sang.
Det er første gang siden starten på turene, at der kun har været en enkelt nattergal på Flommen, og bekræfter desværre den tendens, der er, med at antallet af nattergale som returnerer fra vinteropholdet i Afrika mindskes med ca. 5% hvert år, et resultat som Dansk Ornitologisk Forenings årlige punkttællinger viser. Hvad årsagen til tilbagegangen er, kan vi kun gisne om, men mangel på føde undervejs på den lange tur kan være en af årsagerne.
Men bortset fra det triste, med kun en enkelt nattergal som sang, så bød de andre sangere sig rigtig til. Solsortene var stået tidligt op i det gode vejr og blev akkompagneret af sangdroslen med dens mange gentagelser. Det lykkedes at gøre os forvirrede med sin afvekslende sang, men kærsangeren var alligevel umiskendelig med sine mange strofer, hugget fra andre fugles sang.
Også gøgen var tidligt oppe. Det kræver sin gøg at finde sine værtsfamiliers reder og slå til på det rigtige tidspunkt, så værtsfamilierne opfodrer gøgens unger på bekostning af deres egne. Det gør gøgen ikke for at snyde eller snylte, men fordi 100.000-vis af år med udvælgelse har ført gøgen den vej.
Carl Johan Corneliussen er ekspert i at spotte overflyvende skovsnepper og pludselig kom sådan en da også flyvende over hovedet på os. Jeg tror at de fleste fik set et glimt. Man kan med fordel deltage i Carl Johans guidede ture, hvor man kan se og høre skovsnepperne, når de følger deres lange ruter langs de levende hegn.
Man kan i øvrigt læse mere om nattergaleturene ved at trykke her
Også deltagerne følger den slagne vej gennem Sorø Sønderskov og når frem til Runde Mose, hvor turens eneste rast er, og hvor kaffen kan komme frem.
De mange deltagere på Rolf Lehrmanns sidste tur som guide d. 26. maj 2024. Her ved rastet ved Runde Mose. Carl Johan ses i øvrigt helt til højre på billedet.
Efter rastet begav deltagerne sig retur mod Sorø By, henover Flomengen, hvor politikere ønskede en omfartsvej omkring byen, en plan som blev bremset af en frivillig fredning i et samarbejde mellem Stiftelsen Sorø Akademi og DN Sorø, som det dog tog i alt 17 år at få igennem.
Ved afslutningen, under den Kaukasiske Vingevalnød, takkede Rolf Lehrmann og deltagerne på turen hinanden for mange års gode, tidlige morgenture og Carl Johan Corneliussen lovede at være klar til at tage over til næste år, dvs. søndag d. 25. maj 2025 kl. 03:30.
Et par af deltagerne, Allan Øster Steensen og Ulla Andreasen havde taget turen fra Skælskør og overrakte en lille erkendtlighed til Rolf, en stor tak derfor skal lyde fra
Rolf Lehrmann