Broen over Susåen mellem Kongsgaarden i Vester Broby i Sorø Kommune og Næsby i Næstved Kommune skulle være indviet ved et større arrangement i det tidlige forår 2020, men pga. udfordringerne omkring corona-virussen synes idéen om en stor indvielse droppet.

Det er lykkedes for de 2 Kommuner i samarbejde med en række fonde og organisationer, at får etableret en bro med tilhørende spang ved det gamle overgangssted mellem Vester Broby ved Kongsgaarden og over til Næsby. Trampestien mellem de 2 Kommuner fører ned gennem den smukke ådal og over engene ved Susåen og over selve den brede og meget vandførende Suså, Sjællands største å. Engene ved Susåen oversvømmes årligt det meste af vinteren, så det har været nødvendigt at etablere en spang på pæle over det meget fugtige område.

Det er en trampesti som er etableret, så man skal ikke forvente en bred stabil sti, så det anbefales at man altid benytter solidt vandtæt fodtøj. Til gengæld garanteres en meget smuk tur gennem ådalen og over Susåen. Susåen benyttes meget til rekreativ sejlads næsten året rundt, men det er snildt muligt for kanoer og andre sejlende at passere under broen, som i øvrigt har bænke langs begge sider, så man kan få sig et måske tiltrængt hvil på selve broen.

Trampestien er primært for gående, men ryttere og cyklende kan også benytte sti, spang og bro, blot man viser hensyn til hinanden og at både cykel og hest trækkes over selv broen.

Kongsgaarden er en firlænget gård i landsbyen Vester Broby, syd for Sorø. Den ligger ved sognevejen, der følger Susåens løb langs den nordlige side, ikke langt fra åens indløb i Tystrup Sø. Gården ligger i et fredet område, som omfatter godt 3.000 ha omkring Tystrup og Bavelse søerne.

Læs mere om historien bag Kongsgaarden på deres hjemmeside: http://www.kongsgaardenbroby.dk/
De 2 etablerede stier på Kongsgaarden område kan man læse om her

Billeder fra stien og broen over Susåen mellem Kongsgaarden og Næsby kan ses her: https://photos.app.goo.gl/F5HaYTetKX3t6s5S6

Rolf Lehrmann
Broen over Susåen ses fra Sorø siden
Rolf Lehrmann
Broen over Susåen set fra Næsby siden
Rolf Lehrmann
Øvre Suså set fra broen mellem Kongsgaarden og Næsby