Høringssvar til justering af Natura 2000 områder i Sorø Kommune
Miljø- og Fødevareministeriet har via Miljøstyrelsen udsendt sit forslag til justerede Natura 2000-områdegrænser, som er i offentlig høring i perioden 28. september 2017 til 3. januar 2018.DN Sorø har d. 30. december fremsendt sine kommentarer til de tre områder i Sorø kommune der er berørt af justeringerne.
Miljø- og Fødevareministeriets forslag til justeringer kan ses på deres hjemmeside: http://mst.dk/natur-vand/natur/natura-2000/natura-2000-omraaderne/justering-af-natura-2000-omraaderne/
DN Sorø har d. 30. december fremsendt sit høringssvar, som kan læses i sin helhed her.
DN Sorø har kommenteret hver af de 3 områder hver for sig, dvs.:
- Store Åmose, Skarresø og Bregninge Å (Område 156, underområde F117 som omfatter Store Åmose)
- Nordlige del af Sorø Sønderskov Område 160, underområde H141)
- Holmegårds mose og Porsemose (Område 163, underområde H194)
DN Sorø er bekymrede og forundrede over at der ikke i de justerede planer er taget hensyn til det truede pattedyr, Hasselmusen, som har sit kerneområde i Danmark i området i og mellem Sorø og Slagelse kommuner.
Det er DN Sorø holdning, at hasselmusen som habitatart må sikres mulighed for at fastholde og øge bestanden.
Hasselmusen er i dag et af Danmarks sjældneste pattedyr. Den er truet overalt i sit udbredelsesområde pga. fragmentering og forringelse af dens levesteder. Hasselmusen er opført på den danske rødliste under kategorien EN og i EU’s habitatdirektiv, bilag IV. Naturstyrelsens registrering i 2000-2005 viser, at der kun er ganske få og spredte lokaliteter med hasselmus i Danmark, og at skovene mellem Sorø og Slagelse er et kerneområde.