Vi skal have grønne og bæredygtige skoler
Når vi taler om udvikling af en grøn og bæredygtig kommune, er et helt oplagt sted at fokusere på kommunens skoler. Det er børnene, der skal leve med de beslutninger, vi træffer nu, og det er dem, der skal drive den grønne udvikling videre.Vi står derfor med et særligt ansvar overfor børnene, og en del af dette ansvar indebærer at uddanne og danne vores børn til at træffe valg, der sikrer en god fremtid for dem selv og kommende generationer.
Det er helt oplagt, at kommunen implementerer en plan for udvikling af en grøn skolepolitik i forbindelse med udvikling af DK2020 klimahandleplanen. I denne plan kan skolen inddrages 1) som fysisk rum der inkluderer måden at indrette skolens fysiske rammer på, 2) som læringsrum hvor skolens undervisning i klima, natur og bæredygtighed gøres konkret for eleverne, og 3) som bygningsmasse der skal driftes og vedligeholdes.
Skolen som fysisk rum byder på en masse muligheder for at omdanne skolens udearealer til grønne læringsrum, til rum for fysisk aktivitet i inspirerende grønne rammer og skabe mulighed for nye fællesskaber mellem skole og lokalområde. Den klassiske skolegård belagt med asfalt kan afløses af rum indrettet med naturens materialer, der inviterer til bevægelse. Græsarealer, vægge og asfaltgård kan skabes om til haver, spiselige såvel som Vilde, og disse områder vil kunne indgå som oplagte læringsrum, såvel som muligheden for at inviterer lokalområdets beboere ind som en aktiv samarbejdspartner i forhold til eks. pasning i ferier, eller som lodsejere der lægger jord til skolens haver. Endvidere bør kommunen styrke alle folkeskolers mulighed for undervisning, der giver indsigt og oplevelser i, hvordan naturen er udenfor klasselokalet. Det kan være i form af en ”naturskole”, eller ved, i det mindste, at tilføre flere ressourcer til naturvejlederen på Kongskilde Naturcenter.
I forhold til drift kan man fra kommunalt hold sætte sig som målsætning, at alle indkøb foretages så grønt som muligt. Der kan ved nyanskaffelser sættes fokus på genbrug og recirkulering mellem kommunens institutioner, private virksomheder og borgere, og kommunen kan understøtte genbrugsindkøb ved at regulere i eksisterende indkøbsregler, så det bliver lettere for kommunens skoler at indkøbe eks. fra private.
Der findes efterhånden mange aktører, der kan tilbyde inspiration i udvikling af en grøn og bæredygtig skole. Kommunen kan tage initiativ til at disse aktører får kontakt til skolerne eks. ved at betale for skolernes deltagelse i Friluftsrådets Grøn skole program https://groenskole.dk/om-groen-skole/kommuner-med-gratis-deltagelse-skoler
eller ved at sætte sig for at uddanne en række klimaambassadører gennem Concitos Klimaambassade: https://concito.dk/klimaambassaden