Billedet viser alléen på Skælskørvej, forbilledlig med adskilte baner til biler, cykler og gående og med gdt lys til alle.

Et oplagt alternativ til privatbilen er bustransport. For at bussen kan være et reelt alternativ, fordres en hyppig, forgrenet og klimavenlig buskørsel. Kommunen kan have som vision, at alle bybusser afløses af eldrevne busser. Endvidere kan kommunens vision omfatte en udbygning af buskørslen i landområderne, hvor eldrevne minibusser og flexbusser er oplagte muligheder. Elbusser koster omkring det dobbelte i nyindkøb sammenlignet med en dieselbus, men grundet de lavere driftsomkostninger tjener elbussen sig selv ind ved ca. 50.000 km.
https://new.siemens.com/dk/da/produkter/energi/distributionssystemer/ladeinfrastruktur/elbusser-og-ladestationer.html

Cyklen er et andet oplagt alternativ til bilen, og med elcyklens entre, giver den mulighed for en længere rækkevidde for den almindelige klima- og sundhedsbevidste borger. Det har dog afgørende betydning, at cykelinfrastrukturen bakker op om valget af cyklen som transportform, og kommunen har derfor et ansvar for, at de eksisterende cykelstier vedligeholdes, samt at der etableres cykelstier, der sikrer sammenhængen i kommunen og knytter land og by sammen. At cykle er også en mulighed for rekreativ udfoldelse, og cykelstierne kan derfor med fordel lægges som grønne bånd i landskabet, som cykelstien mellem Lynge og Frederiksberg er et godt eksempel på. 

Med etablering af ladestationer til elcykler på kommunens arbejdspladser, kan kommunen bakke op om klimavenlig transport til og fra arbejde. Andre kommuner eks. vores nabokommune Ringsted har indkøbt elcykler, der udlånes til borgerne. Derved kan borgerne afprøve, hvordan cyklen som transportform kan tænkes ind i hverdagen, og kommunen understøtter en omstilling til grøn transport. Det er oplagt, at Sorø kommune også tager denne form for nudging i brug.

Kommunen har et ansvar for at skabe bæredygtige alternativer, da den klassiske bil med brændselsmotor er en både klimamæssig, sundhedsmæssig og trængselsmæssig uholdbar løsning. Kommunen kan bakke op om omstillingen til eldrevne biler ved opstilling af lettilgængelige elladestationer i alle kommunens byer, samt samarbejde med byens virksomheder om at gøre det samme.