Aktionær i Sorø Øko-jord
DN Sorø viderebringer hermed en opfordring til at blive aktionær i Dansk Økojord A/S, som vil åbne for tegning af aktier i en særlig pulje målrettet Sorø Økojord.Initiativtagerne opfordrer til at interesserede deltager i et informationsmøde d. 26/10-2022 kl. 19:00 på Værkerne, Frederiksvej 27, 4180 Sorø.
Læs mere nedenfor om initiativet.
Bliv aktionær i Sorø Øko-jord
Kære Naturelsker
Blomsterne blomstrer og bierne summer og selv sætter man sig op på sin cykel for at deltage i den årlige markvandring på ens egen økologiske gård i Sorø kommune. Markvandringen foretager man sammen med de andre glade gårdejere, som nok er gårdejere, men alligevel hverken skal luge eller muge. Til gengæld kan man have nogle af gårdens produkter med i cykelkurven eller bagagerummet, når man kører hjem igen. Børn eller børnebørn kan se, hvor maden kommer fra og (bedste)forældrene kan glæde sig over at have bidraget til en lidt grønnere kommune.
Dette scenarie kan blive virkelighed inden for tre år. Det kræver blot, at tilstrækkeligt mange mindre (og evt.) større, primært lokale borgere investerer i projektet. Vi bruger den allerede succesfulde model fra Dansk Økojord.
Dansk Økojord blev etableret i 2017 i et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening og har siden 2018 erhvervet 11 gårde, som nu alle drives økologisk. Vores idé er, at give denne model en lokal drejning, så investorerne ved, at gården bliver købt i Sorø kommune.
Hvad kræver det at være med? For at være med, skal man købe aktier for mindst 10.000 kr. Det er en konkret investering i den grønne omstilling. Og en investering, som man kan besøge og følge med i og glæde sig over løbende. Dansk Økojord A/S vil åbne for tegning af aktier i en særlig pulje målrettet Sorø Økojord. Som investor kan man ikke forvente et stort overskud, men det er en konkret investering i jord og altså ikke en gave. I stedet for at have pengene stående til negative renter i banken kan man investere dem i jordopkøb, som bidrager til den grønne omstilling.
Initiativet sker i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening Sorø.
Kom til informationsmøde d. 26. oktober kl. 19.00 på Sorø Kultur- og Fritidscenter (Værkerne), Frederiksvej 27, 4180 Sorø. På informationsmødet vil de lokale initiativtagere fortælle mere om ideen, direktør Kim Qvist fra Dansk Økojord vil berette om de hidtidige erfaringer, ligesom en landmand vil berette om livet på en af Dansk Økojords gårde. Der er selvfølgelig også mulighed for at stille spørgsmål.
På Dansk Økojords hjemmeside (https://jordbrugsfond.dk/) kan man læse mere både om den generelle model for Dansk Økojord, om de allerede erhvervede gård – og ikke mindst om den særlige idé med Sorø Økojord.
Man kan også læse mere om ideen i Facebookgruppen Sorø Økojord
Alle er velkomne.
Kontaktpersoner i Sorø:
Morten Knudsen, Feldskovvej 32, 4180 Sorø, tlf. 2396 2394, mknudsen2502@gmail.com
Morten Suhr, Sønderskovvej 12, 4180 Sorø, tlf. 4030 4591, morten.suhr@mail.dk
Michael Torp, Storgade 201., 4180 Sorø, tlf. 6078 9354, michael@mamami.dk
Dansk Økojord A/S:
Direktør Kim Qvist, Agro food park 15, 8200 Aarhus n, tlf. 40 36 03 09, kim@jordbrugsfond.dk