Respektér kommuneplanen og skab plads til naturen
Det var godt, at et flertal i Sorø Kommunalbestyrelse afviste et forslag om at ændre kommuneplanen, så et areal på 35 ha mellem Frederiksberg og landsbyen Lynge kunne bebygges.Et besynderligt forslag at stille mindre end et år efter, at den gældende kommuneplan er vedtaget. Og især forbi det pågældende areal – efter lokal debat - netop er friholdt for bebyggelse.
DN Sorø mener, at det er vigtigt at respektere kommuneplanen og ikke lade sig lokke af en driftig projektmagers tilfældige idéer. Kommuneplanen er fællesskabets aftale og giver klare rammer, forudsigelighed og retning for kommunens udvikling i de kommende 4 år.
Naturen er under pres. Byudvikling, infrastruktur, intensivt land- og skovbrug mv. efterlader ikke meget plads til naturen og den biologiske mangfoldighed. Det kan en god kommuneplan bidrage til at rette op på.
For at tilgodese biodiversitets-, klima- og vandmiljøkrisen bør Sorø Kommune lave en helhedsplan for de landområder, som ikke allerede er befæstede eller bebyggede. I helhedsplanen skal der foretages en prioritering, som tilgodeser naturens behov for plads og beskyttelse. Og planen skal have fokus på en ”multifunktionel” anvendelse, så et areal udnyttes til flere samfundsgavnlige formål på én gang. F.eks. økologisk landbrug og drikkevandsbeskyttelse. Eller skovrejsning og rekreative formål. Helhedsplanen skal efterfølgende konkretiseres og ”retsliggøres” i en kommuneplan.
Sorø Kommune bør også stramme op, så udpegningerne i det såkaldte ”Det Grønne Danmarkskort” mere tydeligt indgår i kommunens planlægning. På den måde kan vi understøtte udvikling af større og mere sammenhængende naturområder. Endvidere bør Grønt Danmarkskort udvides i kommuneplanen med ny potentiel natur, så vi samlet når op på 30% beskyttet natur.
Naturen har brug for mere plads og brug for at vi passer på den.
Niels Hilker
Formand for DN Sorø
(Læserbrev sendt til de lokale medier d. 8. juli 2025)