Stem for forbud mod sprøjtegifte på vores sårbare drikkevandsområder
Vi har et alvorligt problem i Sorø Kommune. Omkring 50 % af drikkevandsboringerne indeholder rester af sprøjtegifte. Samtidig er 54 % af Sorø kommunes areal dækket af konventionelt landbrug, der bliver sprøjtet flere gange hvert år.Behovet for handling, der kan sikre drikkevandet i Sorø Kommune, blev ofte fremhævet under kommunalvalgkampen, hvor flere kandidater gerne ville, men efterlyste lovgivning på området.
Det kan virke håbløst. Men der er faktisk gode nyheder:
For ifølge Miljøministeriets nylige rapport er der en både sikker og billig løsning, der ligger lige for: Vi skal stoppe med at sprøjte på de arealer, hvor vores grundvand dannes. Det der bliver til drikkevand.
Og det drejer sig faktisk kun om 3–4 % af landets areal, hvor vi må antage, at procentdelen også er gældende i Sorø Kommune.
Et lille, afgrænset område, hvor vi siger: Her prioriterer vi drikkevand over sprøjtegift. Her må endda stadig være landbrug, så længe det bare er sprøjtefrit.
Vi ved, hvad der skal til for at sikre det rene drikkevand. Og nu har vi tilmed fundet ud af, at det er simpelt og billigt at indføre.
Det må være indbegrebet af ansvarlighed at rykke på dette hurtigst muligt.
I disse dage er der lydhørhed. Benyt derfor valgkampen til at spørge kandidater og partier om de med en lovgivning vil sikre sprøjteforbud på vores sårbare drikkevandsområder og stem gerne på dem der vil give det løfte.
Niels Hilker, formand for DN Sorø