Bevar naturen ved Sorø Sø – drop graveplanerne!
Region Sjællands planer om at udlægge et område umiddelbart sydvest for Sorø Sø som nyt graveområde, er et alvorligt angreb på et unikt naturområde med stor rekreativ og biologisk værdi.DN Sorø opfordrer kraftigt til, at området tages ud af råstofplanen.
Området er beskyttet som natur og er en vigtig økologisk forbindelse. Det er ikke bare en smuk del af landskabet – det er levested for sårbare arter som store vandsalamander og spidssnudet frø. Her findes ogsaa gamle træer, som er vigtige for flagermus. En grusgrav vil ødelægge disse levesteder, og naturen kan ikke bare "genskabes" bagefter – sådan fungerer økosystemer ikke.
Regionen ser stort på både sø- og skovbyggelinjer og ignorerer de vigtige rekreative funktioner i området. Sorø Sø er et meget benyttet friluftsområde, både til fods, på cykel og på vandet. Den fredelige sti rundt om søen, udsigten og naturens ro vil blive ødelagt af støj, støv og indgreb i landskabet.
Derudover er graveplanerne i strid med Grøn Trepart-aftalen, som netop lægger op til, at lavbundsområder, som dette, skal udtages og udvikles til natur – ikke graves op. Ifølge kommuneplanen kan op mod en tredjedel af området indgå i et lavbundsprojekt, og det må gerne udvides.
Endelig er området udpeget i flere nationale naturstrategier som oplagt til at indgå i større sammenhængende naturområder. Det skal respekteres.
DN Sorø forventer, at Region Sjælland lytter – og prioriterer natur, klima og rekreation over kortsigtet råstofudvinding. Området ved Sorø Sø hører ikke hjemme i en råstofplan.