De ældste kilometermærker kan findes langs den nedlagte jernbane mellem Sorø Landstation (på Frederiksberg) og Sorø Bystation (ved siden af Sorø Rådhus), men givetvis også langs resterne af den gamle jernbane, som gik til Vedde Trinbræt, det er blot at lede efter stenene, hvis de fortsat er på plads langs de nedlagte spor.

Kilometermærke 0,5 km fra Sorø Landstation ad jernbanen mod Sorø Bystation (og Vedde)
Kilometermærke 1,0 km fra Sorø Landstation ad jernbanen mod Sorø Bystation (og Vedde)

Den spændende historie om jernbanen mellem Sorø landstation og Vedde trinbræt kan læses på denne hjemmeside:
https://danskejernbaner.dk/vis.bane.php?BANE_ID=8&content=Banen-Sor%C3%B8-Vedde

Her kan bl.a. læses om det trinbræt, som lå mellem Sorø Landstation og Sorø Bystation og som hed Koksbangs Trinbræt og lå der, hvor Veddebanen krydser Filosofgangen, tæt ved Skovridergården. Trinbrættet blev primært brugt, når udflugtsrejsende skulle med færgen videre til Parnas.

De øvrige stationsbygninger på strækningen findes i øvrigt fortsat, dvs. i Pedersborg, Døjringe, Munke Bjergby og Vedde, alle tegnet af den berømte arkitekt Heinrich Wenck, som i alt tegnede 150 stationsbygninger, herunder også Københavns Hovedbanegård. Bygningerne er i dag beboede, de fleste som privat beboelse.

Langs de øvrige jernbanestrækninger i Kommunen, har der også stået officielle kilometermærker, de trekantede (se billedet nedenfor fra Brande), men jeg har ikke umiddelbart kunnet finde nogle tilbageværende i Sorø Kommune. Hvis nogen kender et sted, hvor de fortsat står, så skriv til DN Sorøs mailadresse: soroe@dn.dk og fortæl hvor.

Trekantet kilometermærke, som de fandtes langs alle DSB/Banedanmarks jernbanestrækninger. Dette mærke er fra Brande og foto er taget af E. Moesby.

De moderne kilometerangivelser forefindes som metalskilte:

Moderne kilometermærke som det findes på Sorø Station

Kilometermærkerne svarer i øvrigt til de plastikpæle, som findes langs med vejene, og som fra starten var markeret med afstand og, hvis de var sat langs motorvejene, med markering for nærmeste telefon. Med udbredelsen af mobiltelefoner er markeringerne på pælene blevet overflødig gjort og ødelagte pæle erstattes af pæle uden markeringer.

Moderne vejafmærkning med angivelse af afstand.