Rundfinnet Radeløv
Rundfinnet Radeløv er en lille ret uanseelig bregne, der er meget sjælden i Danmark. Af de 4 kendte voksesteder på Sjælland ligger de 2 her i Sorø kommune.Arten har ingen trusselsvurdering på den danske rødliste – da man ikke mener man kender nok til dens forekomst her i landet!!
På ”Vestsjællands Amts rødliste fra 2006 er Rundfinnet Radeløv vurderet som Kritisk truet!
Den er i Atlas Flora Danica-projektet fundet i 14 kvadrater over hele landet med hovedvægt på Bornholm. Den er i lighed med en række andre meget sjældne planter i Danmark fredet og må ikke plukkes eller indsamles.
Den vokser på Bornholm i klippeterræn og i den øvrige del af landet overvejende på stengærder.Da Rundfinnet Radeløv foretrækker næringsfattige miljøer er den stigende kvælstofafsætning (eutrofiering) fra landbrug og andet over det ganske land en af truslerne mod denne lille bregne. Den er i stor fare for at blive overgroet af store mere kvælstoftolerante/kvælstofyndende planter såsom Stor Nælde, Hindbær og mange andre.
Sammenstyrtning af stendiger eller ukyndig restaurering af stendiger er også en stor trussel mod arten ligesom sprøjtning mod ukrudt og ukrudtsbrænding. Stendigerne i Danmark er godt nok fredede i henhold til dansk lov, men dette sikrer ikke tilstrækkeligt de sårbare bregner.
Endelig er det også velkendt, at Rundfinnet Radeløv på dens naturlige voksesteder igennem tiden er blevet efterstræbt af plantesamlere, på trods af, at de fleste velassorterede planteskoler sælger planter af denne art. Planter der er dyrket i potter og som vil være meget nemmere at etablere hjemme i haven end planter man har opgravet i naturen.
I Sorø kommune er Rundfinnet Radeløv kendt fra 2 stendiger i den sydlige del af kommunen. En større bestand på omkring 15 - 20 planter (2024: I alt 30 planter konstateret) og en lille bestand på kun 2 planter (2024: I alt 3 planter konstateret). Begge bestande har været kendt i mange år. Den store bestand er primært truet af tilgroning af diget grundet eutrofiering ligesom vejsalt fra nærliggende vej kan være et problem. Den lille bestand på kun 2 små planter med få meters mellemrum er alene på grund af det lille antal i fare for udryddelse ved tilfældige uheldige hændelser.
Begge bestande bliver overvåget af DN Sorøs Naturplejegruppe og nænsomt plejet efter aftale med Sorø Kommune og lodsejer. Plejen består i lejlighedsvis fjernelse af opvækst af buske, træer og høje urter.
Teksten er udarbejdet af René Andersen, tovholder for DN Sorøs naturplejegruppe d. 28. december 2016.