Gedebolle
I Sorø Sø omkring Andebugten kan man støde på opskyllede gedeboller. Det er afrundede kugler af en bestemt art (Cladophora sauteri) af de trådformede grønalger, der kaldes for vandhår. Navnet skyldes, at kuglerne ligner boller af ufordøjet plantemateriale, som geder gylper op.Bemærk at det ikke hedder geddeboller, selvom de svømmer rundt i vandet sammen med gedderne.
Billedet viser en af de mange gedeboller som kan fiskes op af Sorø Sø om foråret. Gedebollerne vækker altid stor undren, for hvad er det dog, er det en svamp, en plante et dyr eller hvad? Det er jo altså en alge, som vokser meget langsomt, og som i Danmark kun er kendt fra Sorø Sø.
I andre lande benytter man dem i akvarier, hvor de flyder rundt i overfladen, men lad dem endelig fortsætte med at flyde rundt i Sorø Sø så andre også kan undres.