Lige nord for motorvejen, som løber nord for Sorø By, ses et af Sorø Kommunes vartegn, vandtårnet som er farvelagt af Per Arnoldi i hans yndlingsfarver, stærkt blå, rød og gul. Vandtårnet ligger på en bakke, som er 61 m høj, men umiddelbart nord for lå Vejbjerg, en næsten lige så høj grusbakke, som nu er et dybt hul, klos op ad Pedersborg by og Pedersborg Skole.
Det er DN Sorøs ønske, at området, når det er færdiggravet, bliver til et natur- og rekreativt område til glæde for de mange mennesker, som har boet og gået i skole tæt op ad grusgraven og som har måttet leve med støv, trafik og støj.