Skellebjerg Kirke

Når man kommer fra Sorø og kører gennem Tersløse mod Ruds Vedby, kommer man til Skellebjerg. Første del af bynavnet angiver at stedet har en væsentlig betydning, mens det er tydeligt, hvorfor anden del af navnet, er ’bjerg’, idet kirken, som toner frem, ligger meget højt i landskabet.

Byen lå tidligere koncentreret omkring kirken, mens landsbyen Herrestrup lå længere mod øst omkring gadekæret. Med jernbanens indtog bredte Skellebjerg by sig mod øst helt hen til Herrestrup.

Omkring kirken findes spor af adskillige fortidsminder.

Sobjerg by er i dag en mindre landsby, som hører til Skellebjerg sogn og kirke. Byens navn betyder "Bjerget med grisen, evt. grisene", og bjerget er Sobjerg bakke, der er 65 m højt. Sobjerg havde traditionelt 8 gårde, der tilsammen dyrkede 247 tdr. land. Byen var derfor den største landsby i Skellebjerg sogn.

Rolf Lehrmann
Sobjerg Banke - 66 meter høj

Sobjerg Banke ligger i et åbent landskab og har en flot profil og den har sit eget lille afsnit i Thieles “Danmarks Folkesagn”, der udkom første gang i 1843:

“Mellem Tersløse og Sobjerg ligger Sobjerg bakke, som er den rigeste høj på hele Sjælland, og det er ikke til at sige, hvilke herligheder der ikke findes derinde. I denne høj bor der en troldkvinde, til hvem der engang gik et prægtigt optog fra Stenlille mark, da trolden i Galtebjerg tog hende til ægte.

Det hænder ofte, når man kommer forbi i klart vejr, at man ser det dejligste kobbertøj og de skønneste bolstre ligge ude på højen for at blive solet, og hvis man går nærmere derhen, kan man se, hvordan småpuslingerne får travlt med i en fart at få det bragt ind.”

Hvis man vil læse mere om danske bjerge og bjergmyter så læs her.

Men også i nyere tid skete der noget i og omkring Sobjerg. Svenskekrigene 1658-60 oplevede Sobjerg på tæt hold. Læs her om hvordan nogle bønder dræbte en svensk soldat med "en rusten bøsse" og om svenskernes hævn: https://www.gammeldianalund.dk/sobjerg-svensker.html