Rolf Lehrmann
Østerbjerg set fra Lindebjærgvej

Landsbyens navn er ikke en tilfældighed, for området ligger generelt meget højt. I henhold til Trap Danmark er det højeste punkt i Sorø Kommune det ret ukendte bjerg, Vættebjerg, med en angivelig højde på 93 meter. Bjerget ligger lige syd for landsbyen.

Desværre er det nok at gå med lånte fjer, for bjerget ligger reelt i Slagelse Kommune. Men lidt øst for Vættebjerg finder man Østerbjerg, som er næsten lige så højt, nemlig 88 m, og som formentlig er kommunens højeste bjerg.

Punktet ligger midt på en mark, så det er ikke umiddelbart tilgængelig for en bestigning, men kan ses og beundres på afstand fra Lindebjærgvej, umiddelbart øst for Lindebjærgvej 7.

Et gammelt kortudsnit, som viser Lindebjerg Landsby med højdepunkterne Vættebjerg, Østerbjerg og Lerbjerg. Mange bjerge, hvoraf Østerbjerg kan udråbes til at være Sorøs højeste (naturlige) punkt.