Vi kender det nok alle. Man er på indkøb, og så har man glemt noget at transportere sine indkøb hjem i. Man køber derfor en plastikpose, også selvom man har en masse liggende derhjemme, og man godt er klar over, at verden ikke har brug for mere plastik. Produktionen af plastik er baseret på olie, og når plastikken efterfølgende brændes, udledes drivhusgassen CO2 til atmosfæren. Derved er produktionen af plastik med til at øge klimaforandringerne. Kun en mindre del af den plast, som vi bruger i dagligdagen indsamles og genanvendes, så når vi nedsætter vores forbrug af plastik, får det direkte positiv indvirken på udledningen af CO2.

Projektet går i al sin enkelhed ud på, at en gruppe af frivillige syr stofnet hjemme hos dem selv. Nettene påsættes et logo, der viser, at de er en del af Plastikposefrit Sorø. Logoet er designet af en af byens egne, plakatdesigneren Kasper Valantin Poulsen. Kasper har også designet flere flotte plakater med motiver fra Sorø.

 I løbet af foråret 2022 har byens butikker fået mulighed for at tilmelde sig projektet, og de har derefter fået leveret et antal stofnet, som skal supplere eller måske helt erstatte de plastikposer, der ellers sælges i butikken. Når en kunde har brug for en pose, udleverer butikken et stofnet. Nettet tager kunden med hjem, og næste gang kunden besøger en af byens butikker, leveres nettet tilbage. På den måde cirkuleres nettene fra butik til kunde til butik og til kunde igen. Det hele foregår pengeløst, således at butikkerne kan tilbyde stofnettet gratis. Det er et let og reelt alternativ til plastik.

Fællesskabet som løftestang for den grønne omstilling

Projektets initiativtagere er blevet inspireret af et lignende projekt i Roskilde, INSP!redesign. Her har en gruppe frivillige allerede i halvandet år produceret stofnet til byens butikker, og hvis de kan i Roskilde, kan vi også i Sorø, siger Benedikte Møller og Malin Bach Andersen fra SUP. Hele projektet bygger på frivillige kræfter, og netop det at samles om noget, der rækker ud over den enkeltes behov, er et vigtigt element i den grønne omstilling. I det store billede kan det opleves nærved umuligt for den enkelte at gøre en forskel, men hvis de klimapsykologiske briller tages på, ligger der et enormt potentiale i grønne fællesskaber. Det at gøre noget sammen med andre genererer engagement og værdi for den enkelte. Det er nu engang sådan med den menneskelige hjerne, at den gerne vil have os til at gøre det, som flertallet gør, og når man vælger at engagere sig i et grønt fællesskab, er man med til at skubbe det store fællesskab i en mere grøn retning.

Borgerne kan støtte projektet med genbrugsstof, tråd og syning

For at kunne komme rigtig i gang med produktionen af stofnet, skal der bruges en god mængde stof. Initiativtagerne har taget kontakt til byens genbrugsbutikker i håbet om, at de vil støtte projektet med donation af genbrugsstof. Der ud over er der også startet en indsamling af stof, hvor private borgere kan donere deres aflagte duge, dynebetræk og gardiner, og den første, større donation af genbrugsstof er allerede modtaget. Stoffet kan afleveres på Lindevej 17 på Frederiksberg. Er der tale om en større mængde, er der mulighed for afhentning, i så fald kan man ringe til Katja Bjørn Parlo på tlf. 29 71 78 38.

 Der er allerede skaffet en gruppe af frivillige syere, herunder en støttegruppe af unge mennesker på Håndværkerkollegiet i København. Der er stor opbakning til projektet blandt de unge, fortæller Astrid Bjørn Parlo, der er en af initiativtagerne og kontaktperson til kollegiets støttegruppe. Hvis du som borger har en symaskine og kunne have lyst til at sy stofnet, er du meget velkommen til at blive en del af sygruppen. Du kan kontakte Astrid Parlo fra DN på mail astridparlo@gmail.com, eller du kan skrive i Plastikposefrit Sorøs facebookgruppe. I første omgang vil fremstillingen af stofnet ske hjemme hos den enkelte syer, men planen er at samles til fælles symøder.

Vi er meget spændte på, hvordan Sorøs borgere og butiksindehavere tager imod projektet. Da det er et nonprofit, grønt projekt, der på den lange bane kommer os alle til gode, har vi da et håb om, at rigtig mange har lyst til at bakke op, enten ved at tilmelde sin butik til projektet, eller ved at donere stof og sytråd eller være med til at sy stofnet, siger Katja Bjørn Parlo fra DN.

Hvordan der bliver taget imod projektet, vil den næste tid vise, men under alle omstændigheder er både SUP og DN overbevist om, at grønne, fælles projekter er vejen frem for den grønne omstilling, også i Sorø.

Katja Bjørn Parlo, tovholder for arbejdsgruppen Grøn Omstilling i DN Sorø - katjaparlo@gmail.com

(opdateret på  hjemmesiden 22. november 2022)