For 60. år i træk inviterede Danmarks Naturfredningsforening i samarbejde med DOF Vestsjælland på en nattergaletur med udgangspunkt på Flommen i kanten af Sorø By. Som turleder de første ca. 35. havde vi lektor på Sorø Akademis Skole, lektor Halfdan G. Beck, mens ornitolog Rolf Lehrmann har ledet de efterfølgende 25 ture.

I alt 13 deltagere mødte op tidligt, tidligt om morgenen, selvom vejrudsigten aftenen i forvejen ikke var god, og skyerne hang tungt over Flommen og lynene oplyste himlen i kanten.

Men humøret var alligevel højt, og nattergalene var rigtig i humør til at markere sig, ligesom man i baggrunden kunne høre den lokale drosselrørsanger, som har indfundet sig på samme sted som sidste år, lad det bare blive en rigtig god vane.

Vi fik god tid til at lytte til nattergalene på Flommen, og en sangdrossel blev det da også til - og alligevel ikke, for det viste sig kort tid efter at være en Kærsanger, som åbenbart havde været i tæt kontakt med en sangdrossel så mange af dens sangstrofer var direkte kopieret fra sangdroslens sang. En fin Rørspurv blev det også til, før vi måtte fortrække ind i skoven fordi der kom en kort byge forbi.

I skoven blev det til en Rødhals, som sang fra trækronen, mens en stor mængde flagermus fløj rundt om ørerne på os. Herligt at opleve så mange aktive flagermus, men skovens træer giver også gode muligheder for mange gemme- og ynglesteder.

Vejret var generelt koldt og blæsende, så vi begav os hurtigt ind i skoven igen, uden at have set nogen af engens fugle, men fik lyttet godt til skovens mange munke. Både gærdesmutte, havesanger og gransanger kunne høres i baggrunden, dog uden at gøre så meget væsen af sig.

Runde mose savner den Gråstrubede Lappedykker, som tidligere var sikker ynglefugl på stedet, men de indflyttede grågæs er nok for dominerende, men de var i øvrigt allerede over alle bjerge efter at have udklækket i hvert fald 5 kuld unger i den lille sø. Et troldandepar lå på søen, måske et potentielt ynglepar.

Den videre tur gennem skoven og over Flommen bød ikke på mange fugle i det kolde vejr, dog blev det til en flot syngende sangdrossel, gulspurv og rødstjert. I stedet kunne alle mindes Lektor Halfdan G. Beck, som gennem 16 år kæmpede for fredningen af Flommen, som er et fantastisk flot naturelement lige udenfor Sorø by.

Turen sluttede som sædvanlig kl. 06:00 udenfor Skovriddergården, og i år var det lykkedes at identificere det flotte træ som står i hjørnet, hvor vi altid slutter turen. Det er en kaukasisk vingevalnød (Pterocarya fraxinifolia), som tidligere har vokset vildt i Danmark, men nu kun findes i enkelte parker o.lign.

På billedet ses de fleste af de kolde deltagere i turen, heriblandt formanden for DN i Sorø Niels Hilker. Men alle kunne varme sig ved tanken om at Sejers konditori kun var kort derfra og lokkede med friskt og varmt morgenbrød.

Rolf Lehrmann
Fra afslutningen på Fuglenes dag i 2015, deltagerne under den kaukasiske vinge-valnød