Naturhensyn og den grønne omstilling skal gå hånd i hånd

Et spørgsmål til kandidaterne på DN Sorøs "grønne" valgmøde lød, hvorvidt der er for meget hastværk og modstrid mellem naturhensyn og udbygning af vedvarende energi, f.eks. solcelleparker.

Da spørgsmålet var rettet til kandidaterne, deltog DN Sorø ikke i debatten. Men for os er det hævet over enhver tvivl, at Sorøs og hele den danske klimaindsats skal op i et højere gear. Den nyeste rapport fra FN's klimapanel slår fast, at klimakrisen er akut og accelererer hurtigere end ventet. Derfor er der brug for handling nu.

Men det betyder ikke, at vi skal gå på kompromis med naturbeskyttelsen, for i naturen er krisen også alvorlig og akut. Og som med klimakrisen har denne viden været tilgængelig i årtier, uden at der er blevet handlet.

I stedet for en kamp mellem at løse klimakrisen og løse biodiversitetskrisen, skal vi finde vej til at gøre begge dele. Det handler om dialog, planlægning og god politisk ledelse. F.eks. en overordnet plan for lokalisering af solcelleparker, så de ikke placeres i uforstyrrede landskaber, i fredede eller på anden måde naturbeskyttede arealer.

Til kommunalvalget opfordrer DN Sorø derfor til, at vi alle tager parti for naturen, det rene drikkevand og handling for klimaet.

Niels Hilker
formand for DN Sorø