Forår i Egevangen

Foråret - Egevangen

Jeg går dagligt tur i Egevangen, et lille skovstykke på et næs ude i Sorø Sø, meget tæt på Sorø by. Normalt er jeg ret alene, men her i coronatiden er jeg absolut ikke alene, også mange andre borgere har lyst til at besøge naturen og få en fin oplevelse, en dejlig udvikling.

Skoven er ikke stor, men meget speciel, fordi den ligger hen som habitatskov, dvs. at træer som falder, blot skal blive liggende og blive omsat af svampe, bakterier, biller og meget andet, som elsker dødt ved, en smeltedigel for biodiversiteten. Her i det tidlige forår, før bladene springer ud, er det muligt at kigge igennem det meste af skoven, og det er muligt at få øje på de mange fugle, som er i gang med at finde ynglepladser eller allerede er i gang med at udruge deres æg.

En enkelt fugl er allerede færdig med at udruge sine æg, nemlig natuglen. Natuglens unger har allerede forladt deres rede i et hult træ og sidder nu rundt omkring i træerne og venter på at få serveret mus og insekter af forældrene. Normalt hører man ikke noget til uglerne før det er mørkt, men her i det tidlige forår gør han-uglen også opmærksom på sig selv i løbet af dagen, givet et signal til ungerne om at han fortsat er opmærksom på hvad de foretager sig. At finde uglerne er absolut ikke let, men lykkes det, vil man opleve, at de er super nysgerrige.

De første sangere er netop landet sydfra og synger det bedste de har lært, nu skal der etableres ynglepar og redesteder. I Egevangen er det gransangeren og munken, men snart dukker rødstjerten og den brogede fluesnapper op, mens vi må vente lidt til nattergalen kigger forbi.

Det er tit, at jeg møder rådyrene i området. De holder meget til i skoven, men også meget i haverne omkring, hvor de spiser lidt af alt, desværre også af havernes blomster. Min egen strategi er at plante påskeliljer, dem synes de ikke at kunne lide. Men lidt stedmoderblomster får dog også sneget sig ind, og pludselig er de helt væk, rådyret har været i haven, der er mere sikkert her end inde i skoven – jagten på råbukkene er gået ind.

I slutningen af foråret er det absolut ikke muligt at se igennem skoven, alt er sprunget ud, og hægen er ved at være afblomstret, men mens den blomstrer fylder duften hele skoven.

”Springer eg før ask går sommeren i vask”, og det er virkelig hvad forudsigelsen siger i år, for egetræerne står fuldt udsprungne, mens de store asketræer kun er ved at folde bladene langsomt ud. Nogle af askene vil endda slet ikke springe ud i år. Asketoptørren synes at have slået flere af dem ud, mens andre slet ikke synes berørt. Asketoptørre skyldes sæksporesvampen Hymenoscyphus fraxineus. Det er en ny svamp, som udkonkurrerer den oprindelige aske-stilkskive (Hymenoscyphus albidus), der har været kendt som en harmløs nedbryder af askeblade i over 100 år. Svampen stammer fra Asien.

De døende træer skal have lov at falde og blive nedbrudt i skoven, men indtil da skal man undlade at gå i skoven under stærk blæst. Det lyder voldsomt, når store træer blæser omkuld, og jeg vil nødigt stå under der, hvor de falder.

Disse sidste sætninger om foråret skrives i haven, hvor sommerens varme er ved at være der, og hovsa, der kom lige en spurvehøg forbi for at se om nogen af de mange skovspurveunger var for langsomme til at komme væk. Det var de ikke denne gang, men den kigger nok forbi senere.

Rolf Lehrmann, næstformand i DN Sorø, Egevangen 20. maj 2020